Poncho til kontoret?

Mangler du en varm, men let poncho til kontoret eller måske til derhjemme, så er denne poncho et godt bud.

Jeg faldt for opskriften pga. det fine hulmønster, som snor sig rundt jo længere man kommer ned på ponchoen. Jeg synes hulmønsteret giver et meget fint og feminint udtryk.

Ponchoen er forholdsvis let at strikke. En erfaring jeg gjorde mig var dog, at jeg let kunne komme til at glemme det første hulmønster i rækken. Derfor valgte jeg at sætte en maskemarkør lige før hver hulmønster-gruppe begynder. Den maskemarkør skal flyttes løbende, men det gjorde at jeg ikke glemte noget i hulmønsteret.

Jeg endte med at strikke to ponchoer – en lang og en lidt kortere version. På billedet her er det den lidt kortere version af ponchoen.

Kort poncho

Kort poncho

Ændringer til poncho til kontoret

Jeg endte med at strikke halsen så lang som beskrevet, men da jeg først fik prøvet ponchoen, så synes jeg det var pænest til mig, at bukke kanten rundt. Så jeg har syet kanten fast, så den ligger dobbelt.

Da jeg har strikket ponchoen i et andet garn end det opskriften er udviklet til, så har jeg heller ikke fulgt opskriften helt. I forhold til længden på ponchoen, så har jeg prøvet den løbende og vurderet hvor lang jeg synes den skulle være.

Jeg strikkede den lange version først og besluttede mig for at den skulle gå til omkring den øverste del af hånden, når jeg målte ponchoen i siden.

Sådan gør du, hvis det nederste af ponchoen ruller op

Den nederste kan på ponchoen har en tendens til at rulle lidt op. Da jeg vaskede den, gjorde jeg derfor det at jeg spændte den ud, for at sikre at kanten bliver mere lige.

Har du ikke mulighed for at spænde den ud, når du har vasket den, så har jeg også fået det råd, at man kan lægge et fugtigt håndklæde ovenpå kanten, så det kan hjælpe med at holde på den form, man ønsker. Det gør selvfølgelig at der går lidt længere tid inden ponchoen bliver tør.

Lang poncho

Lang poncho

Info om projektet

Projekt færdigt November 2022
Strikket størrelse Lang version
Garntype Drops Air: 65% alpaca, 28% polyamid & 7% uld
Strikkefasthed på garn 17 m = 10 cm med pind 5
Løbelængde på garn 50 gram = 150 meter
Pindstørrelse brugt Pind 4½ til rib
Pind 5½ til ret
Opskrift Mælkevejen fra Mayflower – find den her

Mere specifikt om garntype og garnforbrug

Garntype Farvenavn  Farvekode  Antal nøgler brugt
Drops Air Mellemgrå 04 6 nøgler (lang version)
4 nøgler (kort version)
This entry was posted in Strik and tagged .

2 comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.