Da jeg så Evening Glow blusen, var jeg klar over at det var en bluse jeg ville strikke, da mønsteret er så fint. Jeg er dog mest til bluser med lange ærmer eller helt korte ærmer, men opskriften giver ærmer, som går til lige under albuen. Derfor var min første plan at forlænge ærmerne, så jeg fik helt lange ærmer og afslutte med rib. Jeg fik dog købt for meget garn, så derfor blev det både til en bluse med lange ærmer og en med korte ærmer.
Det er første gang jeg har strikket med Drops Sky, men jeg tror bestemt ikke det er sidste gang jeg gør det. Det er dejligt at strikke med og virkelig blødt. Mange af farverne i den garntype er dog ikke helt så kraftige, som jeg godt kan lide, men den nøddebrune (farven hedder “hasselnød”), som jeg har brugt, er jeg helt vildt med, fordi den giver en dejlig varm farve.
Der var nogle ting ved opskriften, som jeg ikke synes var helt hensigtsmæssige. Derfor har jeg nedenfor beskrevet, hvad jeg har gjort i de tilfælde. Jeg har desuden beskrevet, hvordan jeg har strikket både de korte og de lange ærmer.
Her anbefaler jeg du sætter maskemarkører
Når man har strikket halskanten og skal begynde på bærestykket, så står der at man skal sætte 4 mærketråde, som viser ærmer, forstykke og bagstykke. Det gjorde jeg til at starte med, men i min verden giver det ikke meget mening. I stedet satte jeg maskemarkørerne, så de følger mønsteret, dvs. på denne måde:
- maskemarkør: Efter 11 m glatstrik
- maskemarkør: Efter A.1 mønsteret
- maskemarkør: Efter A.2 mønsteret
- maskemarkør: Efter A.1 mønsteret
- maskemarkør: Efter 22 m glatstrik
- maskemarkør: Efter A.1 mønsteret
- maskemarkør: Efter A.2 mønsteret
- maskemarkør: Efter A.1 mønsteret
Derudover har jeg en maskemarkør ved begyndelsen af omgangen.
Udtagninger ved raglan i Evening Glow blusen
Jeg synes den beskrivelse der er lavet i forhold til raglan er lidt uhensigtsmæssig i opskriften for Evening Glow blusen. Opskriften gør at det kan være svært at gennemskue, hvor raglan-udtagningerne hører til (glatstrik, A.1 eller A.2). Jeg vil i stedet anbefale at skrive det på denne måde, så det er let at forstå, hvor raglan-udtagningerne hører til:
Glatstrik: Strik 9-11-12-13-13-15 masker glatstrik (= ½ bagstykke), tag 1 maske ud til raglan
A.1: Strik A.1 (= 10 masker)
A.2: Tag 1 maske ud til raglan, strik A.2 (= 10 masker på første omgang), tag 1 maske ud til raglan
A.1 Strik A.1 (= 10 masker)
Glatstrik: Tag 1 maske ud til raglan, strik 18-22-24-26-26-30 masker glatstrik (= forstykke), tag 1 maske ud til raglan,
A.1: Strik A.1 (= 10 masker)
A.2: Tag 1 maske ud til raglan, strik A.2 (= 10 masker på første omgang), tag 1 maske ud til raglan
A.1: Strik A.1 (= 10 masker)
Glatstrik: Tag 1 maske ud til raglan, strik 9-11-12-13-13-15 masker glatstrik (= ½ bagstykke).
Ændringer til Evening Glow blusen
Bluse med korte ærmer
Hvis du vil strikke blusen med de korte ærmer, så skal du følge opskriften indtil du kommer til ærmerne. Herefter slår du 8 masker op under ærmet, som beskrevet. Strik herefter 2 omgange med ret og luk af i ret. Det betyder at kanten ruller lidt, men det synes jeg bare giver en fin effekt på blusen.
Bluse med lange ærmer
Hvis du vil strikke blusen med de korte ærmer, så skal du følge opskriften indtil du kommer til ærmerne. Herefter slår du 8 masker op under ærmet, som beskrevet. Strik videre i vrang over de masker, hvor der ikke i forvejen er A2-mønster på den første omgang.
Når du kommer til A2-mønsteret, så strikker du A2. Og så fortsætter du bare A2 hele vejen rundt på ærmet – også på de masker du har strikket vrang, på den første omgang.
Når arbejdet måler omkring 42 – 43 cm fra under ærmet, eller 3 – 4 cm før den længde du vil ærmet i, så skrift til den pindestørrelse, som du bruger til at strikke rib – for mig er det pind 3½.
Nu skal du have reduceret maskeantallet. Jeg har reduceret fra 72 masker til 42 masker, men jeg kan godt lide en stram rib på ærmerne. Hvis den skal være mindre stram, så skal du reducere til at højere antal masker end 42.
Jeg reducerer fra 72 til 42 masker ved at strikke *1 r, 2 r sm 3 gange, 1 r, 2 r sm 2 gange* i alt 6 gange. Strik herefter rib (1r, 1 vr) i 3 – 4 cm alt efter hvor langt du vil have rib og ærmet. Luk herefter af.
Info om projektet
Projekt færdigt | Marts 2020 |
Strikket størrelse | M – Ærmer dog ændret – se forklaring i teksten ovenfor |
Garntype | Drops Sky: 74 % alpaca, 18 % polyamid & 8 % uld |
Strikkefasthed på garn | 21 m = 10 cm med pind 4 |
Løbelængde på garn | 50 gram = 190 meter |
Pindstørrelse brugt | Pind 3½ til rib Pind 4½ til ret og mønster |
Opskrift | Evening Glow fra Drops – find den her |
Mere specifikt om garntype og garnforbrug
Garntype | Farvenavn | Farvekode | Antal nøgler brugt |
Drops Sky | Hasselnød | Mix 11 | Bluse med korte ærmer: 4 – 5 nøgler. Jeg har brugt lige omkring 200 g Bluse med lange ærmer: 6 ngøler |