En kollega spurgte mig, om jeg ville hækle evighedstæppet til hende. Et hæklet tæppe af firkanter, som hun havde set på internettet.
I mit blogindlæg, kan du læse lidt om min proces og mine udfordringer. Du kan også læse om garnforbrug, hvornår farveskiftene i firkanterne skal foretages, sammenhækling, vask og udspænding af tæppet.
Valg af garn
Inden jeg sagde ja til at hækle tæppet, skulle jeg lige undersøge opskriften. Og samtidig skulle vi finde ud af hvad for en type garn det skulle hækles i og hvad det ville koste.
Jeg valgte at prøvehækle firkanterne i Kauni (uld), som tæppet oprindeligt er hæklet i. Derudover prøvehæklede jeg firkanterne i Drops Flora (uld og alpaca), som var helt ny og Drops Fabel (uld og polyamid), som kan vaskes ved 40 grader.
Min kollega valgte hurtigt Kauni fra på grund af garntypen. Hun ville egentlig gerne have tæppet i Drops Fabel, fordi det kan vaskes i vaskemaskinen. Farverne gjorde dog, at hun valgte Drops Flora frem for Fabel.
Mængden af garn og farveskift
En af udfordringerne ved tæppet var, at den oprindelige opskrift kun angiver den samlede mængde garn til tæppet. Det betød, at jeg havde ret svært ved at gennemskue, hvor meget garn af hver farve der skulle bruges. Derfor har det været vigtigt for mig, at vide hvor mange nøgler garn jeg har brugt af hver farve. På den måde, kan dem som gerne vil hækle dette tæppe få glæde af det.
I det oprindelige tæppe, er der 4 hovedfarver og 3 sekundære farver (farver inde i firkanterne). Aftalen med min kollega blev dog, at der kun skulle være 2 forskellige farver inde i firkanterne (sekundære farver).
Opskriften på hvordan firkanterne skal hækles, er meget udførlig. Det er dog ikke beskrevet, hvornår der skal skiftes farve i mønstret. Derfor har jeg beskrevet det. I afsnittet “Firkanterne” nedenfor, kan du både se hvor mange firkanter du skal bruge af de forskellige farver og hvornår du skal skifte farve.
Sammenhækling af firkanterne
Sammenhæklingen af firkanterne kunne jeg simpelthen ikke fange, ved at se på de billeder der var henvist til i den oprindelige opskrift. Derfor søgte jeg på flad sammenhækling af firkanter og fandt en video der viste, hvordan jeg skulle gøre. Det hjalp. Jeg har henvist til videoen nederst i mit blogindlæg.
Tæppet blev hæklet færdig lidt før jul – et kæmpe arbejde, som jeg nok ikke gør igen lige foreløbigt, selv om det var et sjovt projekt 🙂
Jeg fik tæppet vasket og spændt ud, så det kunne få den helt rigtige form. Og så brugte jeg selvfølgelig lidt tid til at tage billeder af det.
Og Voilà – et skønt, hæklet tæppe.
Den 21. december blev tæppet så afleveret til min kollega. Hun blev virkelig glad for det – en alletiders julegave til sig selv 🙂
Firkanterne
Du kan finde et link til den overordnede opskrift på firkanterne i afsnittet “Info om projektet”.
Det jeg synes der mangler i den oprindelig opskrift, er hvor mange firkanter der skal bruges til tæppet og hvornår der skiftes farve, på firkanterne med flere farver.
Vær opmærksom på, at der i det oprindelige tæppe, er 3 farver ud over de 4 hovedfarver (hvid, isblå, mellemgrå og indigo). I det tæppe jeg har hæklet, er der kun 2 farver ud over hovedfarverne – rød og koral.
Farveskift på hæklet tæppe
Sådan skal du skrifte farve på de forskellige firkanter:
Firkanter med lille rød/koral firkant: Hækl 1 omgang med rød/koral og fortsæt derefter med hovedfarven.
Firkanter med mellem rød/koral firkant: Hækl 2 omgange med rød/koral og fortsæt derefter med hovedfarven.
Firkanter med stor rød/koral firkant: Hækl 3 omgange med rød/koral og fortsæt derefter med hovedfarven.
Antal firkanter
Antal hvide firkanter
28 Hvid, fuldstændig
1 Hvid med lille rød firkant
2 Hvid med mellem rød firkant
1 Hvid med stor rød firkant
3 Hvid med lille koral firkant
2 Hvid med mellem koral firkant
3 Hvid med stor koral firkant
Antal isblå firkanter
28 Isblå, fuldstændig
2 Isblå med lille rød firkant
2 Isblå med mellem rød firkant
2 Isblå med stor rød firkant
2 Isblå med lille koral firkant
2 Isblå med mellem koral firkant
2 Isblå med stor koral firkant
Antal mellemgrå firkanter
21 Mellemgrå, fuldstændig
3 Mellemgrå med lille rød firkant
2 Mellemgrå med mellem rød firkant
3 Mellemgrå med stor rød firkant
0 Mellemgrå med lille koral firkant
1 Mellemgrå med mellem koral firkant
0 Mellemgrå med stor koral firkant
Antal indigo (mørkeblå) firkanter
21 Indigo, fuldstændig
1 Indigo med lille rød firkant
1 Indigo med mellem rød firkant
1 Indigo med stor rød firkant
2 Indigo med lille koral firkant
2 Indigo med mellem koral firkant
2 Indigo med stor koral firkant
Sammenhækling af firkanter og kant på hæklet tæppe
Tæppet hækles sammen med kædemasker – kaldet “Flad sammenhækling med kædemasker”. Som skrevet tidligere i mit blogindlæg, så måtte jeg finde en video, hvor jeg kunne se, hvordan jeg skulle gøre det. Videoen er til tider lidt uskarp, men det er stadig muligt at gennemskue, hvordan sammenhæklingen skal foretages. Jeg har linket til videoen sidst i mit blogindlæg.
Det jeg gjorde var, at hækle alle firkanter sammen på den ene led først (horisontalt). Så er der også styr på firkanterne. Og så efterfølgende hækle firkanterne sammen på den anden led (vertikalt).
På billedet ses tæppet efter det er hæklet sammen horisontalt.
Kanten på tæppet er to omgange fastmasker, hvor du hækler 3 fastmasker i hvert hjørne. I den oprindelige opskrift er der også hæklet en omgang med musetakker/picot, men det har jeg ikke gjort på dette tæppe.
Vask af hæklet tæppe
For at være sikker på, at farverne ikke skulle smitte af, så lagde jeg først tæppet i blød i eddikevand.
Jeg har ikke prøvet det før, så efter at have set en anbefaling på nettet, så prøvede jeg denne metode.
Tæppet ligger i en eddikeblanding (1 dl eddike per 1 liter koldt vand) i ca. 1 time. Vær opmærksom på, at dette er for meget, som beskrevet nedenfor.
Drops Flora skal ifølge banderolen håndvaskes ved max 30°C. Men selv om der står, at garnet kun kan håndvaskes, så forsøgte jeg mig med vask i vaskemaskinen.
Jeg pressede en del af eddikevandet ud af tæppet, lagde det i et dynebetræk og lukkede det. Så vaskede jeg tæppet på uldvaskeprogram i vaskemaskinen, med uldvaskemiddel og lav centrifugering (max. 800 omdrejninger – jeg brugte 400).
Du kan sagtens vaske tæppet i en vaskepose. Jeg havde bare ikke en der var stor nok og derfor brugte jeg et dynebetræk. Men det er vigtigt, at du knapper/lyner det, så tæppet ikke smutter ud under vask. Så er du mere sikker på, at der ikke sker noget med tæppet i vaskemaskinen.
Eddikeblandingen viste sig dog at være for meget, da tæppet stadig lugtede af eddike efter første vask. Derfor vaskede jeg tæppet i vaskemaskinen en gang til på uldprogram. Det gjorde, at eddikelugten var væk.
Jeg tror dog jeg vil prøve med den halve dosis eddike, næste gang jeg skal sikre, at farvene ikke smitter af.
Udspænding af hæklet tæppe
Så snart tæppet er vasket skal det spændes ud. Det er vigtigt at spænde det ud, mens det stadig er vådt. På den måde kan du strække det ud i den form, som det skal være og så falder det på plads, når det bliver tørt. Du må dog heller ikke strække det for meget.
Jeg bruger almindelige knappenåle uden plasthoved. Jeg har desværre oplevet en gang, at nogle af knappenålene afgav lidt farve til tæppet, da jeg brugte knappenåle med plasthoved. Derfor anbefaler jeg, at du bruger helt almindelige knappenåle uden plasthoved.
Jeg har købt gulvpuslespil i skum, som normalt bruges til legegulv til børn. Det fungerer rigtig godt til at spænde strikkede og hæklede ting ud på. Her kan du se, hvordan det så ud, da tæppet var spændt ud.
Det letteste er, at lægge tæppet ud til to af kanterne på puslespillet. På den måde skal du ikke tjekke, at tæppet ligger lige hele vejen på disse to sider. Ved dette tæppe passede det, at lægge tæppet ud til tre af kanterne.
Info om projektet
Projekt færdigt | December 2016 |
Størrelse på tæppe | 130 x 175 |
Garntype | Drops Flora (65% Uld, 35% Alpaca) |
Strikke-/hæklefasthed på garn | 10 x 10 cm = 24 m x 32 p på pind 3 |
Løbelængde på garn | 50 gram = 210 meter |
Nålestørrelse brugt | 3 |
Opskrift | Opskriften har tidligere været gratis tilgængelig hos Lutter Idyl, men det er den desværre ikke længere – faktisk er den lige nu ikke tilgængelig. Lutter Idyl skriver på sin hjemmeside at hun lige så stille og roligt vil prøve at gøre opskrifterne tilgængelige i hendes webshop. Video til sammenhækling af firkanter |
Mere specifikt om garntype og garnforbrug
Garntype | Farvenavn | Farvekode | Antal nøgler brugt |
Drops Flora | Hvid | 02 | 8 (9 – se nedenfor) |
Drops Flora | Isblå | 14 | 6 |
Drops Flora | Indigo (mørkeblå) | 10 | 5 |
Drops Flora | Mellemgrå | 04 | 5 |
Drops Flora | Rød | 18 | 1 |
Drops Flora | Koral | 19 | 1 |
Der bruges 2 ekstra nøgler hvid garn, da det også bruges til sammenhæklingen og til kanten.
Den kant jeg har hæklet, er 2 omgange fastmasker. Hvis du vil lave musetakker/picot kant, som i den oprindelige opskrift, så er det muligvis nok i de 8 nøgler. Men da jeg ikke har hæklet denne del, så vil jeg ikke love, at du ikke skal bruge 9 nøgler i alt.
Smukt tæppe. Linket til opskriften på forkanterne virker desværre ikke. Ved du om den findes andre stedet?
Hej Marlene
Tak for din kommentar 🙂
Jeg kan godt se at linket ikke virker længere. Jeg har forsøgt at se om jeg kan finde opskriften en andet sted, men det kan jeg desværre ikke.
Mvh Mette