Dette er endnu et af mine julegave-projekter fra 2018 – et tørklæde i dobbelt perlestrik til ham. Heldigvis blev kæresten rigtig glad for julegaven. Faktisk mere end forventet 🙂
Jeg synes den dobbelte perlestrik giver en rigtig fin struktur til tørklædet. Jeg har også tidligere brugt dobbelt perlestrik til andre tørklæder.
I opskriften står der at man enten kan bruge Karisma eller Merino Extra Fine. Begge garner kan vaskes på uldprogram i vaskemaskinen, hvilket jeg synes er en stor fordel.
Men der er noget forskel i strukturen og tyngden i de to garner og jeg endte med at vælge Merino Extra Fine. Det er dejlig blødt og lidt tungere end Karisma, så jeg tænkte at det passede godt til et lidt tykt tørklæde.
Ændringer til tørklæde i dobbelt perlestrik til ham
Jeg valgte at strikke tørklædet i den bredeste udgave, dvs. jeg slog 71 masker op (link til opskriften nederst i blogindlægget). Da jeg næsten havde brugt de 6 nøgler garn, så synes jeg egentlig ikke helt tørklædet var langt nok. Så jeg endte med at købe et nøgle garn mere, så tørklædet kunne blive en lille smule længere.
I opskriften står der at tørklædet skal blive 180 cm langt, men det afhænger jo af, hvor mange masker man slår op fra starten. Som skrevet ovenfor, slog jeg det højeste antal masker op ifølge opskriften. Men tørklædet blev stadig kun 155 cm langt, efter jeg havde brugt cirka det halve af det ekstra nøgle garn. Men jeg har nok også strikket lidt strammere end hvad der står i opskriften.
Jeg valgte også kun at strikke ca. 2 cm rib i bunden og 5 masker rib i hver side, mod de 4 cm og 7 masker rib, der står i opskriften. Men det er jo en smagssag.
Info om projektet
Projekt færdigt | December 2018 |
Strikket størrelse | 25 x 155 cm |
Garntype | Drops Merino extra fine: 100 % Uld |
Strikkefasthed på garn | 21 m = 10 cm med pind 4 |
Løbelængde på garn | 50 gram = 105 meter |
Pindstørrelse brugt | Pind 4 |
Opskrift | Drops 174-10 – find opskriften her |
Mere specifikt om garntype og garnforbrug
Garntype | Farvenavn | Farvekode | Antal nøgler brugt |
Drops Merino extra fine | Mellemgrå | 04 | 7 (350 g) |