Jeg har fået sponsoreret lækkert kid-silk garn i farven æblegrøn fra kukuk.dk.
Garnet har jeg brugt til at strikke en fin, luftig bluse. Opskriften har jeg fundet i “Suveræn strik” af Lene Holme Samsøe. Opskriften hedder Ruby oversize raglanbluse.
Den æblegrønne farve har jeg virkelig svært ved at fange med mit kamera. Men udtrykket i blusen kan I stadig se 🙂
Blusen er med raglanærmer og hulmønster omkring raglanindtagningerne. Ærmerne sættes på langt længere nede end på en normal bluse og den får derved fine flagermusærmer.
Hvis jeg skulle strikke bluse igen, vil jeg nok ændre lidt på opskriften. Jeg vil starte med lidt færre masker på selve kropsdelen og strikke en del mere rib. På den måde vil den få et andet udtryk, fordi den vil sidde langt strammere om taljen. Men det kommer helt an på, hvilken type bluse man gerne vil have. Blusen ser nemlig også rigtig fin ud, som den er nu.
For at sikre, at garnet er hæftet godt, er jeg begyndt at bruge en speciel dobbeltknude inden jeg hæfter ender. Jeg synes generelt der er stor hjælp at hente i Drops instruktionsvideoer. Det er også her jeg har fundet denne dobbeltknude. Linket kan du finde her.
Denne bluse var også første strikkeprojekt, hvor jeg forsøgte mig med at strikkehæfte enderne. På den måde var jeg fri for at hæfte mange ender efterfølgende. Irene Birk som står bag bloggen paapinden.dk har en rigtig god video, hvor hun viser hvordan man skal gøre. Du kan finde den her.
Selve teknikken er jeg nu blevet fortrolig med. Jeg synes dog ikke strikningen bliver helt ligeså pæn hvor jeg strikkehæfter, som på resten af blusen. Men det kommer nok med lidt mere øvelse.
Info om projektet
Projekt færdigt | Juli 2015 |
Strikket størrelse | M |
Garntype | Drops Kid-Silk: 75 % mohair og 25 % silk |
Strikkefasthed på garn | 24 m x 32 pinde = 10 x 10 cm med pind 3 |
Løbelængde på garn | 25 gram = 200 meter |
Pindstørrelse brugt | 7 – strikket med dobbeltgarn |
Opskrift | “Ruby oversize raglanbluse” fra “Suveræn strik” af Lene Holme Samsøe |
Mere specifikt om garntype og garnforbrug
Specifik garntype | Farvenavn | Farvekode | Antal nøgler brugt |
Drops Kid-Silk | Æblegrøn | 18 | 7 |
Hej
Ved du om man ka købe bare opskriften på den bluse ?? Jeg ka nemlig ik finde den :/
Hej Jane
Jeg kan desværre ikke finde den andre steder end i bogen “Suveræn strik” af Lene Holme Samsøe.
Mit bedste bud er at låne bogen på biblioteket, men det er jo desværre ikke muligt lige for tiden.
Mvh Mette
Hej,
jeg er forholdsvis ny indenfor strikkeverdenen. Jeg har kun strikket lidt tørklæder. Sidste efterår, kastede jeg mig over at strikke en vest. og det gik godt. Tror du denne opskrift er egnet til en forholdsvis nybegynder?
MVH Tina
Hej Tina
Jeg tænker at når du har strikket tørklæder og en vest, så er du godt på vej. Når det er sagt, så er det altid svært at svare på om noget er godt for en forholdsvis nybegynder, for det afhænger også af om du går helt i stå, hvis der er noget du ikke forstår. Men jeg vil vurdere at det er en forholdsvis let opskrift, så jeg tænker at du skal prøve den. Og hvis du så går i stå et sted, så slå teknikken op på youtube, for der er utrolig meget hjælp at hente i video der. Jeg håber det hjælper dig.
Rigtig god fornøjelse.
Mvh Mette