For et stykke tid siden gav jeg mig for første gang i kast med en bluse med løbemasker. Den er desuden strikket fra side til side, hvilket også var nyt for mig. Det betyder at du strikker det ene ærme, så kroppen og slutter med det andet ærme.
Løbemaskerne slipper du som noget af det sidste. Jeg var lidt spændt på det – også på at se, hvordan det ville påvirke bredden af ærmerne. Men jeg havde allerede forudset, at jeg ville synes at ærmerne ville blive lidt for brede til mig, så jeg havde rettet opskriften lidt til. Det kan du læse mere om længere nede.
Udfordringer med bluse med løbemasker
Det er første gang jeg har prøvet den måde at strikke bluser på og det gav også et par udfordringer. Især det med at vurdere den korrekte ærmelængde voldte mig problemer.
Faktisk endte jeg med at forkorte ærmerne, fordi de blev for lange. Det var let nok, på det sidste ærme jeg strikkede, fordi jeg bare kunne pille det op jeg lige havde strikket. Men på det første ærme betød det at jeg måtte klippe noget op, for at forkortet ærmet. Det gjorde jeg efter jeg havde haft blusen på og målt hvor langt ærmet skulle være.
Ændringer til bluse med løbemasker
Jeg kan godt lide ærmer, som sidder lidt tæt. Og hvis de ikke sidder tæt, så vil jeg helst have noget rib nederst ved håndleddet, som holder styr på hvor ærmet sidder.
Som skrevet, kunne jeg se at opskriften ville give for bredde ærmer i forhold til, hvad jeg gerne ville have. Derfor startede jeg med 44 masker i stedet for 54 masker. Det betød at jeg var nødt til at øge udtagningerne lidt oftere, så jeg nåede op på det antal masker ved ærmegabet, som står i opskriften.
Men jeg synes alligevel ærmerne blev lidt for bredde ved håndleddet med denne metode. Og da jeg alligevel skulle forkorte ærmerne, så besluttede jeg mig for at strikke ca. 5 cm rib nederst. På den måde sidder ærmerne der hvor de skal – også selv, hvis de er lidt for lange eller bredde.
Ribben passer desuden godt sammen med resten af blusen, da der også er rib nederst på selve blusen.
Med lidt ændringer synes jeg nu det er blevet en rigtig dejlig bluse.
Info om projektet
Projekt færdigt | Marts 2018 |
Strikket størrelse | M – Ærmer dog rettet til (se ovenfor) |
Garntype | Drops Merino Extra Fine: 100 % uld |
Strikkefasthed på garn | 21 m = 10 cm med pind 4 |
Løbelængde på garn | 50 gram = 105 meter |
Pindstørrelse brugt | Pind 3½ |
Opskrift | Mayflower – Sweater strikket på tværs med løbemasker (1602) https://mayflower.dk/opskrifter/1085/da.aspx |
Mere specifikt om garntype og garnforbrug
Garntype | Farvenavn | Farvekode | Antal nøgler brugt |
Drops Merino Extra Fine | Æblegrøn | 18 | 10 |