Hæklede, runde grydelapper – nem opskrift

Jeg har i længere tid tænkt på at skifte mine gamle, strikkede grydelapper ud, da de egentlig er for tynde. Samtidig tænkte jeg, at hæklede, runde grydelapper var et godt projekt for mig. Det var et let projekt, for mig, som ikke har så meget erfaring med hækling endnu.

Det burde være forholdsvis ligetil. Der opstod dog stadig nogle udfordringer. Simpelthen fordi jeg stadig mangler nogle basale hæklefærdigheder, som jeg ikke har lært endnu.

Den første grydelap jeg fik hæklet, blev derfor ikke helt som forventet. Men heller ikke grim. Jeg havde blandt andet lidt svært ved at få omgangene til at sidde lige over hinanden. Så er det jo godt at jeg har en god hæklelærer, som kunne hjælpe mig med udfordringerne. Det viste sig, at jeg kom til at hækle en maske for meget i hver omgang, så de blev forskudt. Forskellen kan ses på billedet her.

Nemme, hæklede, runde, grydelapper 0

Jeg var også i tvivl om hvordan jeg skulle afslutte hver omgang. Altså om jeg skulle slutte med 1 kædemaske igennem hele luftmasken eller dele af luftmasken. Det endte med, at jeg afsluttede hver omgang med 1 km gennem hele luftmasken. Det så bedst ud.

Grydelapper til mig selv hæklede jeg i sort og lime, da de står godt til farverne i mit køkken. Men det er næsten kun fantasien der sætter grænser for valg af farver. Hvis du har lyst til mange farver, kan hver omgang jo hækles med en ny farve.

De sorte og hvide som ses sidst i indlægget har jeg hæklet til min søster.

Basisopskriften fandt jeg på Stine Hoelgaard Johansens blog. Du kan finde den her.

Som nybegynder synes jeg det hjælper med forståelsen af opskriften, hvis den er forholdsvis detaljeret. Jeg har derfor valgt at sætte den ind i mit indlæg, i en ændret og uddybet form.

Nem, opskrift, hæklede, runde, grydelapper 2

Opskrift på grydelapper

Garn: 2 tråde tykt bomuldsgarn til hæklenål nr. 4½ fx Cotton 8/8. Du kan eventuelt også bruge 4 tråde tyndere bomuldsgarn. Men jeg synes det er lettere at hækle med 2 tråde tykkere garn frem for 4 tråde tyndere garn.

Hæklenål nr. 4. Det bliver lidt stramt at hækle, men det er nødvendigt, for at grydelappen bliver god.

Vær opmærksom på ikke at hækle en fm for meget i hver runde. Hvis du gør det, vil hver omgang forskydes. Samlingen vil derfor ikke gå lige op, men i en bue den ene vej. Forskellen kan ses i første billede i dette indlæg.

Når du hækler de her grydelapper vil de bøje op. Når du er færdig med grydelapperne skal du dampe dem forsigtigt og så vil de komme til at ligge plant.

Hækl 3 lm og saml dem til en ring ved at hækle 1 km i 1. lm.
1. omgang: 1 lm. Hækl 8 fm i ringen. Husk at få opslagstråden med, så den hæftes samtidig. Afslut runden med 1 km gennem (gn) hele den første luftmaske.
2. omgang: 1 lm. 2 fm i hver fm (i alt 16 fm). Afslut med 1 km gn hele den 1. lm.
3. omgang: 1 lm. 2 fm i hver 2. fm (i alt 24 fm). Om du starter eller slutter med 2. fm i én fm betyder ikke noget – så længe du gør det konsekvent på hver runde. Afslut med 1 km gn 1.  lm.
4. omgang: 1 lm. 2 fm i hver 3. fm (i alt 32 fm). Afslut med 1 km gn hele den 1. lm.
5. omgang: 1 lm. 2 fm i hver 4. fm (i alt 40 fm). Skift farve ved afslutning af runden dvs. træk den nye farve gennem hele den første luftmaske som en km.
6. omgang: 1 lm. 1 fm i hver fm ( i alt 40 fm). Afslut med 1 km gn hele den 1. lm.
7. omgang: 1 lm. 2 fm i hver 5. fm (i alt 48 fm). Afslut med 1 km gn hele den 1. lm.
8. omgang: 1 lm. 1 fm i hver fm ( i alt 48 fm). Skift farve ved afslutning af runden dvs. træk den nye farve gennem hele den første luftmaske som en km.
9. omgang: 1 lm. 2 fm i hver 6. fm (i alt 56 fm). Afslut med 1 km gn hele den 1. lm.
10. omgang: 1 lm. 1 fm i hver fm ( i alt 56 fm). Afslut med 1 km gn hele den 1. lm.
11. omgang: 1 lm. 2 fm i hver 7. fm (i alt 64 fm). Afslut med 1 km gn hele den 1. lm.
12. omgang: 1 lm. 1 fm i hver fm ( i alt 64 fm). Afslut med 1 km gn hele den 1. lm.
13. omgang: 1 lm. 2 fm i hver 8. fm (i alt 72 fm). Afslut med 1 km gn hele den 1. lm.

Strop: Hækl 15 lm som strop, klip garnet og sæt stroppen fast. Hæft de resterende ender som du ikke har kunnet hæfte-hækle.

Nem, opskrift, hæklede, runde, grydelapper 3

Skriv et svar